..:: KDAK Rally 2009 - årets rallyoplevelse på Fyn ::..

"Info til deltagere, som kommer via Storebæltsbroen

Bilister kan se frem til 14 km kø
Af Katrine Øgaard Jensen
Offentliggjort 27.08.09 kl. 14:53 - Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten

Vejdirektoratets prognoser varsler om 10-14 kilometers kø i weekenderne på motorvejen ved Nyborg seks uger frem.

Et byggeri på den fynske motorvej E20 kommer til at resultere i mange gener for weekendens trafikanter de næste seks uger fra på mandag.

Byggeriet skyldes, at mange lastbiler kører gennem Nyborg by, da de er for høje til at komme under broerne, der krydser motorvejen ved Nyborg. På grund af jernbanebroen kan broerne ikke hæves, og derfor skal motorvejen i stedet sænkes på en 300 meter lang strækning.

Det betyder, at der kun vil være ét spor åbent på motorvejen i hver retning ved jernbanebroen.

Kommer bilister fra Storebæltsbroen mod Fyn, kan de dog køre i to spor ind til de rammer jernbanebroen. Derefter må de klare sig med et enkelt. Og det vil sandsynligvis betyde kødannelser i perioden.

Kødannelser giver problemer
Ifølge Karl-Erik Christiansen fra Vejdirektoratet kan sænkningen af motorvejen betyde kødannelser på op til 14 kilometer i ugerne fra den 31. august til den 9. september i år.

”Vi ved, at hovedtrafikken i særdeleshed fredag, måske også torsdag, kører fra øst mod vest. Så vi kan forvente, at der vil opstå en hel del kødannelser i vestgående retning i løbet af fredag eftermiddag. Og vores prognoser siger, at vi kan forvente noget i retning af 10-14 kilometers kø. Så vi har et problem, hvis køerne virkelig får den dimension,” siger han.

Storebælt skal holdes fri
Problemet består ifølge Karl-Erik Christiansen i, at køerne kan nå helt ud på Storebæltsbroen, hvis prognoserne holder stik. Og det må absolut ikke ske.

”Køen må under ingen omstændigheder kravle ud på Storebælt. For når Murphys Lov kører i højeste gear, så kommer der også en påsejlingsalarm på den bro, samtidig med at der er en kø i forbindelse med vejarbejde. Så den bro skal tømmes hele tiden,” siger han.

Hvis Vejdirektoratet registrerer så stor en kø på overvågningssystemerne, vil de derfor få Storebæltsforbindelsen til at dosere betalingsanlægget ved at holde trafikanterne lidt tilbage.

Trafikanter må sluses
Men den løsning skaber et nyt problem, da bilisterne i yderste tilfælde vil komme til at holde i kø på en motorvej, der ikke har nødspor. Og det vil beredskabet på Sjælland ikke acceptere i tilfælde af en udrykning fra alarmcentralen.

”Derfor, som den sidste løsning når det koger fredag eftermiddag, laver vi en ”sluse” på motorvejen ved Vemmelev, hvor nødsporet stopper. Så bygger vi en kø derude, hvor man kan komme til i nødsporet, hvis der kommer 122-meldinger,” siger Karl-Erik Christiansen.

Da en del trafik forventes at finde vej gennem Nyborg på grund af kødannelserne på motorvejen, er der desuden etableret "grøn bølge", altså længerevarende grønt lys, i relevante lysreguleringer i Nyborg.

Presset byggeperiode
Byggeriet kommer til at koste 23 millioner kroner og har i lang tid været et stort ønske fra Nyborg kommune. Nu er der afsat penge til byggeriet i finansloven, og skal broernes frihøjde hæves, skal det gøres inden efterårsferien, da det kolde vejr ellers kan genere byggeprocessen.

”Vi har så prøvet at gøre sådan, at handlingsprocessen bliver minimal. Og det skal være færdigt før efterårsferien. Det er den anlægsperiode, man har til at bygge i. Det er lige nøjagtig 6 uger. Og mere kan det simpelthen ikke presses sammen til” siger Karl-Erik Christiansen.